Ingen skal gå med ubehandlet angst
En ny rapport fra DSI Institut for Sundhedsvæsen har desværre bekræftet, hvad vi er nogle, der længe har frygtet: At indsatsen for folk med angstlidelser lader meget tilbage at ønske.
Rapporten viser, at behovet for behandling og udbuddet af den, slet ikke matcher. Det anslås, at 350.000 eller ca. 10 % af voksne i Danmark lider af angst i en eller anden form. Det betyder, at der alene i Region Sjælland er 80.000 mennesker, der slås med angsten. Det viser os, at der er et massivt problem, som vi skal have boret mere i.
Men jeg er glad for, at vi sidste år ikke alene i vores budgetforlig blandt andet øgede fokus på denne gruppe patienter, men også, at vi i det tidligere psykiatriudvalg satte gang i den proces, der stille og roligt er ved at forme sig nu. Nemlig en ny psykiatriplan for vores område. For vi må jo erkende, at det desværre ikke kun er angstpatienter, der banker på vores dør og behøver behandling. Psykiatrien står overfor enorme udfordringer: Behovet for behandling bliver større og større, og vi har besvær med at holde trit.
Derudover påviser rapporten, at der er en ofte manglende sammenhæng i behandlingen. Her har sundhedsaftalerne, som netop nu indgås med kommunerne en stor rolle at spille. For det er gennem disse aftaler, at vi – konkret – kan sikre den sammenhæng borgere med psykiske lidelser ofte efterlyser.
DSIs rapport sætter en tyk streg under, at vi står overfor et heftigt problem. Ingen skal leve med ubehandlet angst. Socialdemokraterne vil arbejde stenhårdt for, at ingen patientgrupper bliver sat uden for døren.
| af |
Sidst opdateret tirsdag d. 27. februar 2007 - kl. 20:58





