1. maj tale 2007

Danskernes manglende opbakning til 1. maj kan måske forstås sådan, at de har fuld tillid til, at vi socialdemokrater til stadighed slås for et bedre samfund. En dag, hvor vi blandt andet fejrer alle de almindelige mennesker, der hver morgen står op og passer deres arbejde.

I går sad jeg i min bil på vej til et møde og hørte radio. De var i gang med at lave en meningsmåling blandt radioens lyttere. Det er sådan set ikke noget nyt, for det gør de hver dag. Men i går handlede meningsmålingen om noget interessant. Spørgsmålet var nemlig, hvor mange af lytterne, der skulle deltage i et 1. maj arrangement. Jeg sms’ede troskyldigt mit ja – for jeg skulle jo blandt andet deltage her i Solrød, og senere i Køge.

Programmet – som kører på p3 – har ikke nogen lille lytterskare, men mange tusinde danskere, der lytter hver dag. Resultatet af afstemningen var – for et socialdemokratisk hjerte – nedslående. Kun 25% af lytterne havde i sinde at deltage i et 1. maj arrangement. Skal man tage det for gode varer, er det kun 25 % af den danske befolkning, der føler en trang til at fejre vores velfærdssamfund.

For det er jo egentlig det vi gør, sådan en 1. maj. Vi fejrer de sidste 120 års resultater. 120 års sliden og slæben for en bedre verden. Vi fejrer de store mænd, der gik op imod industrimagnater og grumme kapitalister, fordi de mente at de selv, og deres kolleger var mere værd end at skulle slave for en ussel løn under usle forhold. For de politikere, der med stålsatte principper og en fast hånd, har fostret og skabt det samfund, vi lever i.

Vi fejrer de mange tusind mennesker, der dag efter dag står op og passer deres arbejde. Alle jer, alle os, der får hjulene til at køre rundt.

Skraldemanden, postbudet, sygehjælperen, tømreren, maleren, maskinarbejderen, sekretæren, chaufføren. Almindelige mennesker, der hver dag gør deres til at få mad på bordet, tøj på kroppen og tag over hovedet.

Almindelige mennesker, der betaler deres skat og ikke forventer andet end en ordentlig offentlig service. At man kan komme på sygehuset, at man kan få en uddannelse, at man kan få passet sine børn, at man kan få passet sine ældre, at vejene er til at køre på, at toget kører trods vind og vejr. At samfundet fungerer.

Og hvorfor skulle de ikke også forvente det? I denne noget-for-noget tid er det et fromt ønske, at samfundet fungerer ordentligt. For de gør jo deres – nemlig passer deres arbejde og får hjulene til at køre.

Når vores samfund er så rigt, at vi kan købe hele verden, er det mærkeligt at opleve, at der er huller i vores samfund. Huller, hvor ønsket om en ordentlig behandling ikke holder.

Det gælder eksempelvis for vores børn. Og særligt for de af vores børn, der har allermest brug for tryghed og omsorg. Nemlig børnene med alvorlige sundhedsproblemer. Børn med psykiske lidelser eller handicaps, som gør, at det ikke er nok, at de bor hjemme hos far og mor.

Det er børn, som har det så svært, at de er nødt til at bo et sted, hvor der er specialiseret personale, der kan håndtere og tage sig af dem og deres helt særlige problemstilling.

Mange af de her børn, som har så hårdt brug for vores hjælp, er desværre nogle af de børn, der er kommet alvorligt i klemme i det nye Danmarkskort. For i nogle kommuner, handler det mere om bundlinjer end om livslinjer.

Det er kommuner, som tager fra dem, der ikke har noget at give. Fra børn!

Børn med særlige behov er nemlig dyre i drift. Og det har man opdaget mange steder. Men når kommunerne bliver så hårdt presset på økonomien af regeringen, må man hugge en hæl og klippe en tå.

Det betyder, at der bliver lukket institutioner rundt omkring, og børn med særlige behov bliver kastet ned i en blender, sammen med de andre børn med andre særlige behov, der også er dyre drift. Resultatet? Et markant dårligere tilbud. Det gavner kun pengekassen.

Og når man ser sig rundt i det offentlige landskab, er det så lutter lagkage det hele? Nej, det er  en rosenbusk. Og når man kommer tæt på, så stikker den.

På sygehusene kæmper vi med stive faggrænser og nedslidt materiel. Jeg var for nylig på Slagelse sygehus, hvor der var vinduer og døre, de havde opgivet at åbne, men i stedet sømmet fast, for at hindre, at de ville falde ud.

Vi er nødt til at lade psykiatriske patienter indlægge på flersengsstuer, selvom vi alle godt ved, at når man har et stort blødende sår i sindet, kan man ikke forholde sig til andres. Vi er endda nødt til at indlægge store børn på psykiatriske afdelinger for voksne, fordi vi ikke har den nødvendige kapacitet.

Vi ser folk med angst, depression og stress gå ned med flaget og forblive utilsete af læger, fordi vi ikke er der. Vi ser tusindvis af psykisk syge børn, der venter i år på at få en diagnose, for derefter at vente endnu engang på at komme i gang med behandling. Vi ser ældre mennesker, der må ligge på gangen på sygehuset, fordi der ikke er plads.

Hvordan kan et samfund, hvor der er penge som aldrig før, fejle på så basale områder? Danmark burde være et paradis. Men der er stadig masser af ting, der skal gøres – masser af ting, der kan gøres for at vores lille plet på jorden, kan blive bedre. Så - hvorfor er det kun hver fjerde dansker, der med dagen i dag vil markere, at der en anden vej?

Det er jo fordi, at vi trods alt har fået det bedre. Vi har fået det meget bedre. I dag har vi det bedre, end vi havde i går. Undersøgelse efter undersøgelse dokumenterer, at i Danmark, der lever verdens lykkeligste folk. Og hvad bunder lykken i? Tillid! Tillid til hinanden, til os selv, og til vores samfund. Det er tillid, der binder os knap 5 ½ million mennesker sammen, der taler dansk.

Så måske – når det kun er 25% af os, der deltager i et 1.maj arrangement, som vi gør i dag, som viser, at der stadig er noget at kæmpe for – så er det fordi, at de resterende 75 % har sat sig ud i haven med en pilsner. I tillid til, at vi er nogle, der knokler for, at vi får et bedre Danmark. Og det gør vi Socialdemokrater. Det kan danskerne godt stole på!

Go’ 1. maj!

af Jeanette Ellen Bauer Medlem af Regionsråd Sjælland