Henning Jensen
En god politik

Nye muligheder i fremtidens kommune

Socialdemokraterne i alle fem kommuner glæder sig over, at sammenlægningen af Fladså, Fuglebjerg, Holmegaard, Næstved og Suså kommuner er blevet gennemført med stor enighed i de 5 kommunalbestyrelser og med befolkningens brede opbakning. Socialdemokratiet vil skabe en god, ny og fælles kommune ud fra den grundholdning, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder, og at sammenhold giver styrke. Læs mere her.

Borgerne i alle dele af kommunen skal mærke, at de bor et af de bedste steder i Danmark.

Vi ønsker en bred dialog mellem borgere og kommune og et bredt samarbejde mellem de politiske partier i Byrådet.

Til et godt liv for alle hører en politik, som stræber efter at skabe de bedste rammer om bolig, arbejde, børnepasning, skolegang, uddannelse, fritids- og kulturliv, et godt miljø samt, at der tages hånd om mennesker, som har brug for hjælp i kortere eller længere tid. Vi vil sikre høj kvalitet i borgerservice og udvikling i den ny kommune.

Sammenlægningsudvalget
Sammenlægningsudvalget, som skal vælges 15. november 2005, og som fra 1. januar 2007 skal fungere som den nye kommunes byråd, får en afgørende indflydelse og et stort ansvar for at lægge de rette spor for den kommune, som fremover vil danne ramme omkring næsten 80.000 borgere.

Socialdemokratisk flertal
Socialdemokratiet vil skabe vækst og udvikling. Det er derfor afgørende, at vælgerne giver Socialdemokraterne et godt valg.

Et socialdemokratisk flertal skal bruges til, at Næstved Kommune udvikles til en harmonisk enhed med balance mellem by og land. De fællesskaber, der har været i de gamle kommuner, skal smeltes sammen til et nyt, større og endnu stærkere fællesskab, præget af ligeværdighed, nærhed, mangfoldighed, åbenhed og troværdighed. Det er vigtigt, at der både investeres i byen og i de mindre bysamfund og landsbyerne, og at der er kommunale servicetilbud af god kvalitet i lokalområderne så tæt på borgerne som muligt.

Det vil give gode muligheder for at skabe en moderne og effektiv kommune. Opgaven bliver at bevare og udvikle en god borgerservice samtidig med, at der skabes plads til anlæg og investering i fremtiden med moderat skat.

Socialdemokraterne er de bedste til at skabe den nødvendige balance mellem skat, service og investeringer i vores fælles fremtid.

Administrationen
Det kræver politisk vision, mod, handlekraft og dygtige, engagerede medarbejdere. Medarbejderne er den ny kommunes ansigt over for borgerne. Socialdemokraterne er glade for, at de nuværende 5 kommuner har fagligt dygtige medarbejdere. Sammen med amtets tidligere medarbejdere skal alle have indholdsrige og spændende opgaver, gode arbejdsforhold og udviklingsmuligheder.

Elevuddannelse er afgørende for kommunens udvikling. Der er især behov for, at der uddannes flere unge på det sociale og sundhedsfaglige område; men alle kommunale arbejdspladser skal tage ansvar for uddannelse af de unge.

Næstved Kommune bliver en af Sjællands største arbejdsgivere. Vi vil skabe en decentral, flad organisation med klar kompetencefordeling og stærke faglige miljøer, hvor der overalt handles i helheder på tværs af sektorer.

Socialdemokratiet lægger vægt på, at kommunale enheder drives rationelt, effektivt og med fokus på et godt arbejdsmiljø. Gennem udbud vil vi lægge særlig vægt på arbejdsmiljøet. Kommunale enheder, der besluttes udbudt, skal have mulighed for selv at byde på opgaverne. Offentlige myndighedsopgaver, herunder bl.a. personlig pleje og omsorg, skal ikke udliciteres.

Den nye kommunes politiske ledelse
Næstved skal ledes af et byråd med en bred vifte af udvalg, der arbejder sammen og i stor udstrækning uddelegerer kompetence og træffer overordnede beslutninger om visioner, mål, fælles værdier og økonomi.

Selvforvaltning skal være et bærende princip i den ny kommune, og den skal bygges på demokratisk velfungerende og ansvarlige bestyrelser og forvaltninger.

De nye bestyrelser skal tilbydes uddannelse, som gør dem i stand til at udøve deres ansvar og kompetence.

Det er afgørende, at den nye kommune hviler på borgerinddragelse, medbestemmelse og demokrati. Lokale tidsbegrænsede projekter som f.eks. byfornyelse, kvartersløft og landsbyudvikling skal bygge på borgernes aktive medvirken.

 

af

Borgmester i Næstved

Udgivet onsdag d. 28. september 2005   -   kl. 15:33
Sidst opdateret onsdag d. 28. september 2005   -   kl. 15:39

Send en besked og artiklen til en bekendt:

Modtagers navn:

Modtagers email:

Dit navn:

Din email:

Skriv de ord, du vil søge efter:
Eller vælg blogger:

Vælg et af disse RSS feeds:

RSS: Henning Jensen: Nye muligheder i fremtidens kommune

RSS: Henning Jensen: Alle indlæg

RSS: Henning Jensen: Alle kommentarer

 

 
Progressivt EU:

RSS: Europæiske blogs - anbefalet

Udskriv indlægSend artikel-link til bekendt
Tilmeld postlisteRSS feedSøg efter ...