Byudvikling, boligpolitik og lokalplanlægning
Næstved Kommune og flere af sammenlægningskommunerne er inde i en rivende udvikling, også når det gælder bosætning og udbygning af boligområder. Socialdemokraterne i Næstved ønsker, at denne udvikling fortsætter, og at den finder sted på en afbalanceret måde. Læs mere her.
Det skal ikke være privat spekulation, men en demokratisk proces. Kommunal planlægning og opkøb af jord til udstykning er derfor særdeles vigtig.
Borgerindflydelse
Socialdemokraterne vil sikre, at der er en høj grad af borgerindflydelse i den lokalplanlægning, der foregår. Vi har i den forløbne valgperiode taget initiativ til, at der har været afholdt borgermøder i forbindelse med de lokalplaner, som blev sendt til høring. Denne udvikling skal fortsætte også i den nye og større kommune, hvor sammenhæng mellem by og land er væsentlig.
Den såkaldte dialogplanlægning, som har været anvendt ved Næstved Kaserne, Havnen og planlægningen af Karrebæk og Karrebæksmindeområdet, mellem interessenter, borgere og beslutningstagere, er en vigtig del af arbejdet.
Byfornyelse
Der er igangsat og delvis gennemført et byfornyelsesprojekt i Sydbyen. Det er vigtigt, at vi hele tiden har fokus på de boligområder, der trues af nedslidning. Vi skal i hele den kommende storkommune sikre mangfoldigheden i boliger for ejere og lejere og for forskellige alders- og indkomstgrupper.
Nyanlagte boligområder må ikke udvikle sig til ensartede og trivielle sovebyer. Derfor skal der også planlægges med mulighed for variation og små virksomheder. Vi vil sikre, at der i nye områder planlægges dag- og skoletilbud og områder til udfoldelses-, kultur-, fritids- og legemuligheder, ligesom der bør være nem adgang til offentlig og privat service. Ved kommende offentlige byggerier vil vi arbejde for, at der afsættes en del af byggesummen til kunstnerisk udsmykning
| af |
Sidst opdateret onsdag d. 28. september 2005 - kl. 15:43





