Grøn by - Grøn kommune - Grøn plan
Næstved er en grøn by. Fra naturens hånd begunstiget af beliggenheden tæt ved åsen, åen, og fjorden og omgivet af skove, som rækker helt ind til bymidten. Vi skal fastholde og forbedre disse kvaliteter i forbindelse med byens stærke udvikling. Læs mere her.
Derfor vil vi sikre, at miljøet spiller en vigtig rolle i alle kommunens planer. Socialdemokraterne vil arbejde for, at kvaliteten af alle vore vandløb forbedres.
At overtage ansvaret for hele Susåens nedre løb fra Tystrup-Bavelse søerne til udløbet i Karrebæk Fjord er en særlig forpligtelse, som Næstved Kommune med glæde påtager sig.
Vi vil arbejde for at beskytte den eksisterende natur og for at skabe mere natur, både gennem kommunale projekter og i samarbejde med private interesser. Vi vil ikke blot have en grøn by. Vi vil en grøn politik i alle dele af den nye kommune. Den grønne plan er et godt bud på, hvordan disse visioner kan realiseres. Den skal udvides, så den kommer til at dække hele den nye storkommune.
Borgerne i Næstved skal have adgang til alle de spændende naturoplevelser, kommunens natur kan byde på. Næstved havde tidligere mange stier, der forbandt land og by, og mange af disse gamle stier ligger der endnu og skal blot trædes til, så de igen bliver farbare. Der kan også etableres ridestier til de efterhånden mange ryttere i kommunen.
Vi skal arbejde for at få kortlagt disse stier i samarbejde med lokale foreninger, landsbyforeninger, lokalhistoriske foreninger, vandrelaug og andre interesserede. Nortrail er et glimrende projekt, som vi glæder os over.
Agenda 21 - bæredygtig udvikling
Et vigtigt aspekt i en bæredygtig udvikling er massiv borgerinddragelse. Socialdemokraterne lægger stor vægt på det folkelige engagement og medejerskab i denne proces. Gennem nedsættelse af Agenda 21-råd og Agenda 21-borgergrupper søges borgerinddragelsen øget mest muligt.
Det er vores vision, at Næstved Kommune kommer i front blandt danske kommuner inden for bæredygtig udvikling. Derfor ønsker vi også, at Næstved skal tilslutte sig Dogme 2000-samarbejdet med de andre foregangskommuner.
Projekt "fej for egen dør"
Næstved Kommune er gået foran med sit eget projekt "fej for egen dør". Alle kommunens medarbejdere er en del af projektet, hvis formål er at øge medarbejdernes miljø- og ressourcebevidsthed, så miljøaspektet kan indtænkes i alle kommunale aktiviteter. Grønne regnskaber synliggør ressourceforbruget i alle kommunale bygninger og driftsenheder. For at styrke indsatsen for bæredygtighed, miljøbeskyttelse og naturpleje mest muligt ønsker Socialdemokraterne at samle kommunens ressourcer m.h.t. Agenda 21, Grøn Plan, miljø tilsyn, vandløb m.v. i en miljø- og naturafdeling, hvor også en række tidligere amtsopgaver med fordel kan henlægges.
Affald og genanvendelse
Vi ønsker at fastholde FASAN som et stort og effektivt fælleskommunalt genanvendelsesselskab. Vi støtter også planerne om at samle alle kommunale genbrugsstationer under FASAN.
I Næstved kommune har vi i samarbejde med private firmaer etableret et godt, effektivt og økonomisk forsvarligt indsamlingssystem med en meget høj genanvendelsesprocent. Det skal vi fastholde og udbygge i et fornuftigt tempo.
| af |
Sidst opdateret onsdag d. 28. september 2005 - kl. 15:59





