Bedre tid i en travl hverdag
Det går stærkt i hverdagen hos børnefamilierne. Derfor skal den kommunale service være i top, så forældrene kan koncentrere sig om familien. Vi vil sætte en stopper for usikkerhed og frygt for lukning af børnehaver, vi vil give børnefamilierne den håndsrækning, at de slipper for at smøre madpakker til de mindste og vi vil først og fremmest give de fysiske rammer på institutionerne et markant løft, så de bliver blandt de bedste i Danmark.
Det kan siges meget enkelt: Vi vil støtte familien, fordi den er basis for børns og unges opvækst.
- 100 mio. til nye børnehaver og vuggestuer og til renovering af de gamle
Mere plads, bedre lokaler og flere muligheder for udendørs leg. Det bliver hverdagen for børn og pædagoger, når vi i de næste fire år vil investere massivt i at give de mindste den bedste start på livet. Det er et krav, at forbedringerne skal komme daginstitutioner over alt i den nye Næstved kommune til gode.
- Varm mad hver dag
Sammen med vore partifæller på Christiansborg arbejder vi på at tilbyde alle børn i børnehaver og vuggestuer et sundt, varmt måltid hver dag. Det er et effektivt opgør med den voksende fedme-epidemi og fejlernæring blandt vore børn og unge, og samtidig er det en håndsrækning til forældre, der så kan bruge tiden på andet end at stå og smøre madpakker til de mindste om morgenen.
- Børnekultur - også i Ny Næstved
Teater, musik og billedkunst udvikler vore børn. Børnekulturdage og børnkulturhus er vitamintilskud i opdragelsen af vore børn. Det skal videre udvikles i den nye Næstved Kommune.
- God sammenhæng i de kommunale tilbud
Vi skal have et stort udbud af småbørnsinstitutioner og dagplejere præget af kvalitet, selvforvaltning og fleksibilitet. Brobygningsprojekter mellem børnehave og skole skal udbygges, og daginstitutionerne skal have en fleksibel åbningstid. Samtidig skal de 11-15-årige have et fritidstilbud - også de børn, der ikke er med i foreningslivet. Derfor skal der oprettes juniorklubber og lektiecafeer i tilknytning til de eksisterende SFO´er.
| af |
Sidst opdateret torsdag d. 3. november 2005 - kl. 09:38





