Mens vi venter på reformen 4
Fremtidens kommunale struktur
Mens vi venter på kommunalreformen 4 - Velfærdssamfundet skal sikres
Politikere må også i fremtiden, uanset om de udfolder sig i kommunerne, regionerne eller i Folketinget, forpligte sig på, at opgaverne løses på en sådan måde, at mennesker i dette land fortsat lever i et velfærdssamfund.
Det handler om, at vi oplever en grundlæggende tryghed med det, der er tæt på os i hverdagen: børnepasning, folkeskolen, uddannelse, arbejdsmarkedsforhold, sundhedsvæsenet, ældrepleje, miljø.
Den offentlige sektor skal til stadighed udvikles, effektiviseres og tilpasses borgernes skiftende forventninger og krav - der er i de sidste 20 år sket en stor realvækst og kvalitetsforbedring i det offentlige, og forventninger og krav til servicen vil ikke blive mindre i fremtiden.
Dog må skattetrykket holdes i ro – ellers bl.a. risiko for spekulation og sort arbejde.
Men den gammeldags offentlige sektor er erstattet af nye styreformer og har ladet sig inspirere af moderne management-tænkning: decentralisering, kontraktstyring, lønsumsstyring og værdibaseret ledelse.
Der skal være valgmuligheder og fleksibilitet i det offentlige system. Der er vilje til om muligt at løse opgaverne bedre. Vi vil således se forsøg med privatisering og dannelse af selskaber, der vil være en blanding af halvt offentligt og halvt privat, men det må aldrig bringes ud i et overdrevent borgerligt ideologisk korstog.
Således er uddannelse og sundhed områder, der skal holdes fri af privatiseringen – det er nemlig kun de sundeste af os, der er interessante for forsikringsselskaberne.
Jeg møder mange mennesker, der er bekymrede for, at "Valgmuligheder for alle" reelt er "Valgmuligheder for dem med en solid pengepung"!
Velfærdssamfundet må ikke ødelægges på grund af ugennemtænkte og flyvske politiske eksperimenter - der er kerneområder, der skal holdes fri af markedsmodeller og profithensyn.
"Fællesskabet er den eneste væsentlige måde at have et samfund på"
Sidst opdateret fredag d. 17. september 2004 - kl. 19:51





