Den formålsløse aktivering
Som en tyv om natten indgik regeringen en politisk aftale med dens faste støtteparti Dansk Folkeparti og med Liberal Alliance om, at alle beskæftigelsespolitiske opgaver fra og med den 1.august 2009 lægges over til kommunerne. Uden at vente på den evalueringsrapport som de selv har igangsat.
En aftale som også kan få konsekvenser for Tårnby Kommunes økonomi. Regeringen var godt sur over, at socialdemokraterne ikke ville være med til alle de forringelser som blev lagt frem på dagpengeområdet og derfor skulle de straffes på en af deres kerneområder gennem kommunerne.
Finansieringen bliver også lagt ud i kommunerne – både hvad angår kontanthjælp/ starthjælp og – hvad værre er – også finansieringen af arbejdsløshedsdagpenge og aktiveringsydelse og finansiering af hele aktiveringsindsatsen.
En kommune som Tårnby Kommune, vil fremover kun få refusion af sine udgifter ved, at der refunderes 65 procent for medlemmer i aktivering, men kun 35 procent, hvis der ikke sker aktivering. Derfor vil kommunerne fornuftigt nok, prøve at sætte medlemmerne i aktivering med det samme. Det har dog den negative sideeffekt, at nogle kommuner vil sende borgerne i formålsløs aktivering uden reelt indhold for at kunne opretholde de kommunale budgetter.
Hvor vi i dag har en overordnet statslig styring af indsatsen på landsplan, vil den nye model betyde, at det bliver den enkelte kommune, som kommer til at vurdere tingene. Så skal vil i Tårnby Kommune kunne se udover vores kommunegrænse på, hvad behovet er for arbejdskraft i f.eks. Københavns Kommune.
Med den nye finansiering, vil Tårnby Kommune kunne komme til at tage store pengebeløb op af kassen, hvis der sker virksomhedslukninger. Tænk, hvis Lufthaven med alle deres medarbejdere måtte lukke. Når kommunen så har ansvaret for finansiering af dagpenge til de medarbejdere som bor i Tårnby Kommune, betyder det, at det kan slå bunden ud af kommunens budget. Her kommer kommunalpolitikkerne så til at skulle vælge, om pengene til regeringens eksperimenter skal hentes fra børne- eller ældreområdet m.fl.
Det er for nemt og ansvarsforflygtigelse, når det er den selvsamme regering der sender de stramme økonomiske bånd til kommunerne og som også beslutter, at der skal være skattestop. Det er det scenarie, vi skal se den kommende beskæftigelsespolitik i. En regering med deres støtteparti, der bare beslutter og så sætter sig tilbage og siger, at der ikke er noget at komme efter.
| af |





